Foder, frugt og grønt til kaniner


FODER OG GODBIDDER

Der findes udmærkede foderpiller af forskellige mærker. Hvis du holder dig til en god kvalitet, behøver du normalt ikke at give din kanin ekstra vitaminer. Hvis du giver din kanin salat og kål, må det kun være i meget små mængder. Du må aldrig give den græs, der er sprøjtet med kemikalier eller græs der er høstet langs veje, hvor bilerne forurener.
Salt og mineralsten er måske noget kaninen godt kan lide, men det er ikke nødvendigt.
Almindelige kaninpiller / kaninfoder
Almindelige kaninpiller / kaninfoder
KANINPILLER:
Kaninpiller af en god kvalitet er det vigtigste i kaninens føde. Det er meget forskelligt, hvad pillerne koster. Hvis du køber dem i den dyreste forretning i byen, koster det 10 kr. pr. kg., og hvis du køber dem hos en foderstofforretning eller ved en avler, koster det omkring 3-4 kr. pr. kg. Hvis du har købt din kanin hos en opdrætter, kan du måske få en aftale med ham/hende om at købe dér.
Pillerne skal opbevares på et køligt og tørt sted, så de ikke bliver fugtige og mugne. Det er godt at have dem i en metalbeholder med låg, så der ikke kan komme mus og rotter deri, og på den måde smitte din kanin med sygdom. Unge kaniner op til 3-4 mdr., drægtige kaniner og kaniner med unger kan man lade have foder i skålen hele tiden. Det er kun nødvendigt at give voksne kaniner mad én gang om dagen. Hvis du fodrer din kanin om aftenen, skal den have spist op om morgenen, ellers har du givet den for meget. Prøv dig frem. Hvis du kan se, at din kanin bliver for tyk, må du give den lidt mindre. Du skal ikke give din kanin masser af mad for at være ekstra god ved den. Pludselig står du med en fed kanin, der ikke gider røre sig. Det er svært at få den ned i vægt igen.
Hvis du bliver nødt til at skifte til en anden slags piller, kan du gøre det ved at blande lidt af det ny i det gamle og så for hver dag blande mere og mere i, til du helt er gået over til den nye slags foder. Hvis du skifter for hurtigt, kan din kanin få problemer med maven.
Du kan også i handlen købe kaninguf. Det er en blanding med piller, ærter, nødder, tørrede gulerødder og meget mere. Det er noget, der feder, så nøjes med at give den guf én gang om ugen, måske samme dag som du selv har slikdag.
GODBIDDER:
Hvis din kanin er unge endnu, skal du kun give den meget små godbidder. Giv den f.eks. en lille skive gulerod, et stykke æble eller lidt hø. Vent og se om dens mave kan tåle det. Hvis du vil give din kanin grønsager eller frugt, er det en god idé at skylle dem og evt. skrælle dem, så de bliver fri for gødning og andre kemikalier. Giv kun godbidder, der har stuetemperatur, ellers kan din kanin få ondt i maven.
Husk dette er godbidder og ikke noget de behøver at få hver dag.
Hvis du vælger at give din kanin meget frugt og grønsager, skal du give den noget mindre af det normale foder, så den ikke bliver for tyk.
HØ:
Det er godt, hvis din kanin får en lille smule hø hver dag. Pas på hvordan du opbevarer høet. Høet skal altid lugte friskt. Du må ikke opbevare det i en plasticpose. Så kan der blive muggent, og muggent hø kan slå din kanin ihjel. Du må gerne opbevare hø i papirpose.
BRØD:
Hvis du har lidt gammelt brød tilovers, kan du godt give det til din kanin. Det må absolut IKKE være muggent brød. Det bedste er at tørre brødet (læg det evt. på en radiator). Brød som franskbrød og rundstykker er det bedste. Giv aldrig kaninen kage og lign.
VAND:
Sørg for at din kanin hele tiden har frisk, rent vand. Det er bedst at give din kanin koldt vand, men ikke iskoldt vand. Hvis din kanin står ude hele året, kan du om vinteren give den lunkent vand, og skift det tit, så det ikke fryser til is. Du kan give din kanin vand i en skål. Du kan også give den en flaske, den skal sutte af, når blot du er sikker på, at den kan finde ud af at sutte. Husk at gøre vandskålen eller flasken ren mindst én gang om ugen. Om sommeren kan det være nødvendigt at gøre det oftere. Kaninen kan af og til have lidt foder i munden, når den vil drikke af skålen. Hvis den taber det i vandskålen, kan den blive nusset i bunden, og det er bedst at gøre skålen ren straks, du ser det. Vand - og madskål anbringes lidt fra hinanden.


GRATIS FODER

Der er mange ting i naturen og haven, som din kanin gerne må få, men du skal hele tiden tænke på, at det skal være høstet på steder, der er fri for forurening. Saml kun planter, der er plukket langt fra stærkt trafikerede veje.

I haven kan man dyrke:
  • Grønkål: Kaninen kan have glæde af grønkål fra haven om sommeren og hele vinteren. Giv kun kaninen et enkelt blad om dagen.

  • Persille: De fleste kaniner er glade for persille, og der er et ret stort vitaminindhold i planten, så det er en god plante at have i haven.

  • Jordskokker: Vi har selv masser af jordskokker i haven. De var sat, inden vi fik kaniner, fordi vores havehæk på det tidspunkt var lidt tynd. Jordskokkerne gror fint op og dækker for nysgerrige blikke, men de er også glimrende planter for kaninerne. Vi skærer planterne af ca. 20 cm over jorden efterhånden, som vi fodrer kaninerne med dem. Kaninerne kan vældig godt lide planterne. Resten af planten skyder igen. Også knoldene under jorden kan bruges til kaninfoder (husk at vaske dem). Du kan også selv spise knoldene. Se efter opskrifter i forskellige kogebøger. (De giver blot meget luft i maven).

  • Solsikker: Kaninerne spiser både stængel, blade, blomst og frø, og så er den jo dekorativ at se på indtil den høstes.
    Morgenfruer
    Morgenfruer
  • Gulerødder: Som de fleste nok ved, kan kaniner godt lide gulerødder, så det kan godt betale sig at have gulerødder i haven. Gulerødder kan lagres for vinteren. Vi har haft held med at gemme både gulerødder og sukkerroer for vinteren i drivhuset. Vi havde lagt dem på halm og derover store poser med halm, til de er godt dækket til.

  • Sukkerroer: Hele vinteren, hvor vore kaniner ikke er kommet så meget i deres løbegård, har de fået et stykke sukkerroe hver dag. Frø til sukkerroer kan købes hos Jyllands Frøhandel i Åbyhøj. Her kan du købe små mængder frø af gangen.

  • Lucerne: Kan også dyrkes i haven.

  • Morgenfruer: Kaninerne er meget glade for morgenfruer og samtidig ser de flotte ud i haven.

  • Gulerødder: Kaninerne kan få hele planten, eller kan bare nøjes med toppen.

  • Ærter: Kaninerne kan lide såvel bælg som ærter.

Har du i haven mælkebøtter, der alligevel skal fjernes, er kaninerne sikre aftagere.
Kaninerne kan have glæde af affald fra såvel have som husholdning. Når frugttræerne skal studses, kan kaninerne jo ligeså godt få grenene, og de holder af at gnave i dem. Moden nedfaldsfrugt fra både æble og pære kan de godt lide, men start forsigtigt med et lille stykke og giv så mere. De må også gerne få grene fra bøg, birk, hassel, pil, eg og andre løvfældende træer, men undlad hyld. Gran og fyr kan også anvendes, men hold dig fra taks, den er meget giftig.
Gammelt brød fra husholdningen tager kaninerne gerne. HUSK: DET MÅ IKKE VÆRE MUGGENT. Det er bedst at tørre det først. Læg det evt. på radiatoren til tørring eller på et trådnet i solen.
De kan også godt få små stykker tomat, agurk og melon.


FRA NATUREN

Ditte plukker selv solbærrene, når de er modne.
Ditte plukker selv solbærrene, når de er modne.
Fra naturen kan du hente:
  • Mælkebøtte (løvetand)
  • Kløvergræs (giv kun mindre mængder)
  • Vejbred (både almindelig og lancetbladet), kaninerne kan særlig godt lide den tørrede frøstand.
  • Skovhindbær, - jordbær og brombær, men kun enkelte bær pr. kanin.
  • Unge skud fra brændenælder i tørret tilstand (så brænder kaninen sig ikke)
  • Døvnælde
  • Almindelig syre
  • Foderkulsukker (vi har taget planter med hjem i haven. De skyder igen, når vi har plukker af dem)
  • Hønsetarm
  • Følfod
  • Unge skud af lyng
  • Hyrdetaske (den plante er vores kaniner meget glade for)
  • Gråbynke
  • Skvalderkål
  • Fuglegræs
  • Røllike.
HUSK: Pluk kun hvor der ikke er sprøjtet eller forurenet.

Kastanier:
Kastanier
Kastanier
Vi har lavet et lille eksperiment for at se, om vore kaniner kan lide kastanier.
De blev præsenteret for hestekastanier, og de viste ikke nogen særlig interesse.
Derpå blev den første kanin præsenteret for en ægte kastanie. Der gik mindre end ét sekund, inden tænderne sad i den og der blev guffet på livet løs. Samtlige 11 kaniner kan lide ægte kastanier.
Derpå blev tre af kaninerne præsenteret for en overskåret hestekastanie, og alle tre tog hurtigt en bid, og var derefter overhovedet ikke interesseret i hestekastanien. De troede åbenbart, at det var en ægte kastanie, men mistede derpå hurtigt lysten.






Kontakt
Kontakt



Slå julepynt fra

© Copyright
Design og layout: Rasmus Bjerner
Tekst: Aase og Rasmus Bjerner
Der tages forbehold for fejl og mangler.